Menu Luk

Om mig og min tilgang


Min baggrund

Jeg er uddannet fysioterapeut og kraniosakralterapeut og der udover, har jeg arbejdet meget med min egen personlige udvikling gennem årene. Dette, sammen med diverse efteruddannelseskurser, danner basis for min tilgang til at arbejde med kroppen.

Kroppen – et fint instrument

Jeg ser kroppen som et fint instrument, som meget tydeligt fortæller os, hvis vi er ude af balance. Det kan komme til udtryk på mange måder; det kan være vi får smerter, har spændinger, får kvalme, bliver syge, bliver meget vrede, føler os stressede eller noget helt andet. Når vi lytter efter kroppens signaler, har vi mulighed for at ændre på noget og dermed arbejde med at genoprette balancen.

Det liv vi lever, sætter sine spor i vores krop. Det kan være fysisk belastning med hårdt fysisk arbejde, meget stillesiddende arbejde i uhensigtsmæssige stillinger eller helt andre ting. Det kan også være hårde følelsesmæssige ting, vi oplever i vores liv; sorg, stress, angst, bekymring og andre ting. Det er en naturlig del af livet. Vi har brug for hele tiden, at holde os i balance, rydde op i spændinger og gamle følelser, så vi slæber rundt på så lidt bagage som muligt.

Kroppens opbygning og balance

Kroppen er opbygget af mange fysiske strukturer; muskler, bindevæv, skelet, organer osv. Det hele styres fra nervesystemet, primært i hjernen. Kroppen har brug for at være i balance. Knoglerne skal være stablet ovenpå hinanden på en bestemt måde, og musklerne vil helst have en bestemt længe; de brokker sig, hvis de bliver forlængede eller forkortede over tid. Vi skal gerne have god styrke i alle vores muskler, og der skal også i dette gerne være en balance, fx mellem forsiden af kroppen og bagsiden af kroppen. 

Når vores krop er i balance, flyder energien frit i vores krop. Energi er mindre håndgribelig end muskler og knogler, men lige så vigtig. Når man løsner fysiske spændinger, kommer energien til at flyde. Omvendt kan man også stimulere energien og derved løsnes de fysiske spændinger og på den måde kan man flere veje for at nå frem til en lindring. Jeg bruger begge tilgange i min behandling afhængig af, hvad der give bedst mening i de enkelte tilfælde.

Behandler-Ulla-Jakobsen

Jordforbindelse og åndedræt

Jordforbindelse er både en fysisk og en mental oplevelse. Fysisk handler det bl.a. om, hvor god en fornemmelse vi har af vores krop i forhold til hovedet, og her er især fornemmelsen af benene vigtig. Mentalt handler det bl.a. om, hvorvidt vi er i stand til at styre vores tanker og ideer, så vi kan slippe dem, vi ikke skal bruge til noget og lade dem fylde, som vi skal bruge.

Desto bedre jordforbindelse vi har, desto lettere kan vi slippe uhensigtsmæssigt energi, smerter og spændinger i kroppen. Når der bliver løsnet op følelsesmæssigt, fysisk og energetisk, er det vigtigt, at der i kroppen er skabt en god jordforbindelse, så den proces, der er sat i gang, kan foregå afbalanceret.

Når vi har en god jordforbindelse, står vi også godt i hverdagens udfordringer og lader os ikke så let vælte omkuld. På den måde er vi mindre modtagelig for at opbygge fx muskelspændinger.

Vi kan støtte vores jordforbindelse, når vi slipper tankerne og komme ned i kroppen. Det lyder enkelt, men det kan være ganske svært. Man kan selv arbejde med at komme godt tilstede i sin krop ved fx at lave fysiske øvelser og arbejde med åndedrættet. Det er noget jeg har fokus på undervejs i behandlingen og i min vejledning til hjemmearbejde.